Morgensamling
Hver morgen året rundt har vi morgensamling kl. 8.15.
Det er en vigtig del af hverdagen at mødes i et fællesskab om sang, musik, fortælling og de fælles beskeder, der måtte være. Samlingen er et plenum, hvor den enkelte elev, klasserne og lærerne kan blive hørt. Vi mødes som regel i vores fællessal, Gimle.
Hvad laver vi?
Lærerne skiftes til at have ansvaret for morgensamlingen og bestemmer det faglige indhold. Det kan være fortælling af en bog, noget historisk, kulturelt eller naturvidenskabeligt. Eleverne bidrager også med sang og spil og fremvisning af rollespil, projekter eller produkter, de selv har lavet. Varigheden af indslagene kan variere, men holdes som udgangspunkt inden for den afsatte tidsramme fra kl. 8.15-8.30.
Læring, demokrati og fællesskab
Morgensamlingen er en vigtig del af friskoletraditionen og en demokratisk læring i at blive hørt og lyttet på af andre. Samlingen er et udtryk for en af vores bærende værdier: fællesskabet.
Forældre må gerne deltage
Morgensamlingen er en del af vores undervisning.
Forældre må meget gerne deltage, hvilket rigtig mange benytter sig af.